Black Cab VERSUS Yellow Cab

Mit første møde med New York var med en 'black cab'. Jeg vidste jo egentlig godt, at det var meget dumt, men jeg var så træt og forvirret, da jeg endelig kom ud af JFK lufthavnen, at jeg bare fulgte med, da en mand spurgte mig, hvor jeg skulle hen. Heldigvis har Jens Lekman skrevet en sang, der hedder 'black cab', og jeg kan derfor glæde mig over, at jeg ikke er den eneste, der har været desperat og for alt i verden bare gerne ville frem.

Tidligere mindede sangen mig om dengang i 2007, hvor jeg havde været alene til koncert på Magnet Club i Prenzlauerberg og gerne ville hjem, men ikke kunne finde den nærmeste U-Bahn station og derfor måtte gå til Alexander Platz, fordi Fernsehturm var det eneste, jeg kunne genkende i landskabet. Den tur hjem var nærmest som et surrealistisk mareridt. Taxaer kørte forbi i vild fart og deres farver flød sammen med nattens lys. Jeg så lysende øjne gennem bilruderne og tænkte de værste tanker - jeg skulle bare ikke ind i en af de der taxaer! Det er noget, jeg tænker tilbage på, hver gang jeg hører 'black cab'.

Jeg er på en måde ret glad for ikke at have bidt mærke i tekstdelen: "And I've heard all the stories / 'bout the black cabs and the way they drive / But if you take a ride with them / You may not come back alive / They might be psycho killers / But tonight I really don't care".

Samtidig, hvis jeg nu havde været mere opmærksom på teksten og gjort en større indsats for ikke at glemme folks advarsler, havde jeg måske været klog nok til ikke at sætte mig i den sorte taxa. Men selvom han tog alle mine penge, så var ham taxachaufføren da en ok flink person, der kunne fortælle gode ting, så helt mareridtsagtigt var det ikke. Men jeg gør det aldrig igen!

Til gengæld havde jeg noget nær det samme mareridtsoplevelse som dengang i Berlin, da jeg i går besluttede mig for at gå fra mit midlertidige hjem i Brooklyn til mit kommende hjem i Queens. Der er åndssvagt langt, og det lider mine fødder under i dag! Hen på eftermiddagen, da solen var ved at gå ned, endte jeg i et fabrikskvarter i Green Point. Jeg skulle igennem det for at nå til Queens og var ikke helt tryg ved det, men tog chancen. Men da solen næsten var gået ned, og jeg var nået frem til den bro, jeg skulle over, og så, hvor lang og mennesketom den var, vendte jeg mig hurtigt om, og gik i retning mod den café/restaurant, jeg havde spist på tidligere, for at få dem til at ringe efter en YELLOW CAB til mig. Min telefon var selvfølgelig gået død for batteri, og jeg havde lavet en aftale med Douglas fra Flux Factory, som jeg skulle nå til. Lige udenfor caféen/restauranten, som i øvrigt hed Lokal og var rigtig fin, var to på vej ud af en taxa. Jeg skyndte mig derhen. Helt forvirret og opkørt fik jeg fortalt, hvor jeg skulle hen, og jeg blev kørt afsted i fuld fart. Vi snakkede rigtig fint, og jeg følte mig tryg der på bagsædet. Jeg fortalte om min 'black cab'-oplevelse, og han blev virkelig gal på mine vegne, hvilket var fint, når jeg nu ikke selv havde været mere oprevet over det. Da vi nåede frem, lånte han mig sin telefon, så jeg kunne ringe til Douglas og melde min ankomst. "You are such a sweet girl, I don't want anything to happen to you" sagde han og gav mig sit nummer, hvis jeg skulle få brug for hjælp. Jeg takkede og forsikrede ham om, at nu var alt kommet i orden. Inden jeg steg ud af taxaen, kvitterede jeg med et "thank you for everything and for picking me up, I'm so glad I met you!", fordi jeg følte mig virkelig heldig, og jeg ville gerne vise min taknemmelig, selvom jeg følte, jeg hverken kunne gøre eller sige noget, der kunne måle sig med hans hjælpsomhed.

Da jeg kom tilbage til Brooklyn senere på aftenen, gik jeg omkuld med det samme. Trods træthed var der en enorm glæde og spænding i min krop, jeg kom nemlig ind ad døren med en ny nøgle i tasken - nøglen til Flux Factory, mit kommende hjem.